Høstmarked i Søvind

I september 2018 løb det første høstmarked i Søvind af stablen. Cirkuspladsen ved Søvind bæk dannede den hyggelige ramme for de fine boder. Lige fra dagens start summede det af liv, og bode-indehaverne havde gjort en dyd ud af æstetikken. Overalt i de grønstribede boder var alt sat fint og rustikt op på halmballer og i æblekasser. Der blev handlet saft, marmelade, kager og brød, æg, honning, pesto, kartofler og frugt og grønt til den store guldmedalje. Der var det smukkeste pileflet, ligesom der var flot metalflet, lækkert strik, skønt træ-arbejde, smykker og cremer. Naturligvis var der også masser af stauder og blomster.
Det hele blev garneret med klassisk tovtræknings-turnering, musik, qigong-opvisning, og jagtforeningen viste hvor dygtige deres hunde er. For de mindste var der ponyridning og mini-dyrskue. Det var virkelig en skøn dag, hvor folk kom af huse og hyggede sig sammen i det skønne septembervejr.